Kemoen har slået kræften ned, men hydrogenterapi hjælper mig med at komme igennem behandlingen

“Summen af gode ting, jeg gør for mit helbred, gør en forskel”

I september 2024 fik 35-årige Christina Sejer Stylsvig konstateret brystkræft med spredning til lymferne.
“Det kom som et kæmpe chok, men så alligevel ikke. For kræft er et tema i vores familie. Begge mine forældre døde af kræft, og min storebror fik en hjernetumor og døde som 17-årig.”

Sagde ja til kemo – men ikke med glæde

Chokket efter diagnosen satte gang i en masse tanker om, hvad hun selv kunne gøre.
“På sygehuset var de vilde efter at sætte gang i en behandlingsplan. Det forstår jeg godt. Jo hurtigere man går i gang, jo bedre er udsigterne jo. Men jeg havde alligevel brug for at tænke over, om jeg ville have kemo. Jeg tænkte: Er der virkelig kun én sandhed om sundhed? Og skal vi virkelig betro hele vores liv til den ene sandhed?”, fortæller hun. 

Til sidst valgte Christina alligevel at takke ja til kemoterapi.
“Jeg syntes ikke, jeg havde et valg. Jeg har jo to drenge at tænke på. Og jeg er et godt sted i livet, hvor jeg har et godt ægteskab og er midt i min drømmeuddannelse til jordemoder.
Men inderst inde hadede jeg, at jeg var nødt til at sige ja. For jeg ville ønske, jeg kunne have boostet min krop så meget, at den selv kunne modstå kræften.”

Naboer kommer med hydrogenberiget vand

Da naboerne hørte, at hun havde fået kræft, fik de lyst til at hjælpe.

“Mine kære naboer sætter hydrogenberiget vand på mit trappetrin hver eneste dag. Det har de gjort nu i mere end et år,” fortæller hun. 

I første omgang fik Christina kemo én gang om ugen.
“Det var egentlig ikke så slemt. Jeg tabte lidt hår, men jeg kunne stadig passe mit liv og dyrke motion, så jeg var i fin form.”

Men så skulle hun over på en anden type kemobehandling.
“Det var hårdt. Jeg var helt lagt ned. Jeg havde ondt over det hele, og i løbet af dagene efter kemo blev det tit værre i stedet for bedre. Jeg havde kvalme, og selvom jeg havde sovet i tolv timer, havde jeg lyst til at gå i seng igen.”

Nu spurgte naboen, om hun havde overvejet hydrogenterapi.

Det havde hun ikke, men noget måtte gøres.

“Jeg ringede til iWater og sagde: Jeg er nødt til at prøve hydrogenterapi. Jeg kan ikke klare kemoen mere, hvis ikke jeg har noget, der kan holde mig oppe. “

Christina lejede en hydrogeninhalator, der kan tage 900 liter. Den blev hurtigt uundværlig for hende. 

“Det er faktisk lidt svært at sætte ord på det. Det var, som om energien strømmede ind i mig, da jeg brugte den første gang,” siger hun.

I starten flyttede hun den lidt rundt i huset for at finde ud af, hvor den passede bedst.

“Men jeg fandt ud af, at det passer mig bedst at bruge den, når jeg sover. Så kan jeg bedre passe min hverdag.”

I første omgang havde hun lejet inhalatoren i tre måneder. 

“Men allerede før de tre måneder var gået, vidste jeg, at jeg ikke kunne forestille mig at leve uden den, så jeg købte den. Jeg er så glad for den og vil ikke undvære den.”

Hun mener selv, at maskinen har hjulpet hende meget.
“Da jeg havde prøvet den de første gange, havde jeg en periode, hvor jeg faktisk ikke havde lyst til noget andet end at ligge på sofaen med inhalatoren. Det var, som om min krop skreg på hydrogen.”

Ved sidste kontrol fik Christina at vide, at der kun var ganske få kræftceller tilbage.
“Det er selvfølgelig dejligt, men én kræftcelle kan få kræften til at sprede sig igen. Så derfor skal jeg have stråler til efteråret.”

Ingen hurtige genveje til helbredelse

Christina mener, at hydrogenterapien gør en stor forskel for behandlingsforløbet:
“Kemoen har slået kræften ned, men inhalatoren hjælper mig med at komme igennem behandlingen.”

Men hun understreger, at hun også har gjort andre ændringer for helbredets skyld.
“Jeg tror ikke på, at jeg bare skal gå til kemo én gang om ugen og så gå hjem og leve videre som før. Så jeg ændrede min kost og lever næsten vegansk i dag. Jeg begyndte også at dyrke mere motion end før.”

Der er ikke noget quick fix, når man har en alvorlig sygdom, fastslår hun:

“Jeg elsker hydrogeninhalatoren og vil ikke leve uden den. Men det er summen af gode ting, man gør for sig selv, som kan gøre en positiv forskel.”