Fra hjernetumor til ny begyndelse

Mit navn er Alex Nielsen, og jeg er født i 1957. Jeg har arbejdet en stor del af mit liv på Flyvestation Værløse. Her blev jeg mester for to værksteder – et sadelmagerværksted og et nødudstyrsværksted. Det var en vidunderlig tid, og glæden ved at lave gode ting sidder stadig i mig.

Men livet tog en uventet drejning, da jeg blev sendt på kursus for at blive kaptajn og major.

Da verden begyndte at skride

I starten gik kurset nogenlunde, men pludselig kunne jeg ikke rigtig følge med. Det var mærkeligt, for det var i faget taktik, og jeg har ellers altid været god til netop taktik. Jeg måtte bede lærerne om lov til at gå en tur i skoven for at få frisk luft i stedet for at være i eksamenslokalet, men det hjalp ikke.

Til sidst måtte jeg anmode om tilladelse til at afgå fra kurset.

På vejen hjem måtte jeg køre ind til siden, for jeg syntes ikke, jeg havde styr på det. Jeg fik ringet til min kone, som fik en kammerat til at hente mig, men på turen hjem besvimede jeg.

Kammeraten, som var sygeplejerske, var ikke i tvivl: Der skulle ringes efter en ambulance med det samme.

“Er du en dygtig håndværker, John?”

Jeg vågnede op på Rigshospitalet ved, at der stod en og prikkede til mig. Personen ved min side fortalte, at han var kirurg, og at de havde konstateret en tumor i min hjerne. De spurgte, om de måtte operere mig.

Inden jeg svarede ja, måtte jeg lige spørge lægen, som hed John: “Anser du dig for at være en dygtig håndværker?“.

Det spørgsmål havde han vist aldrig fået før. Han tyggede lidt på det, men svarede så: “Jo, med sådan noget her, der er jeg en god håndværker“. Så sagde jeg: “Tak John, du går bare i gang“.

De kørte mig til operation, og de fik fisket en tumor ud af min hjerne, så trykket faldt.

Efterfølgende scanninger viste dog, at de kunne tage mere ud, så jeg kom på operationsbordet igen, hvor han fik skrabet mere cancervæv ud.

Da jeg senere mødte John i elevatoren, måtte jeg lige give ham et lille dunk på brystet og sige: “Tak John! Tak fordi du talte sandt. Du er jo en dygtig håndværker“. Jeg var vågnet op og følte mig bedre tilpas.

Kampen videre og hydrogen

Når man melder ud, at man er ramt af cancer, får man hints fra folk, man kender. Vi fik et hint om hydrogen, og jeg tænkte: “Jamen, lad os få det der cancer fuldstændig væk“.

Vi fik arrangeret, at vi skulle have en hydrogen-maskine. Det var nemt. Jeg kunne sætte mig i sofaen, starte apparatet og trække hydrogen ind, mens jeg så fjernsyn. Jeg kunne sidde og hygge mig med det og fornemme, at alt cancer dør.

Det gik bedre og bedre. Jeg kom til scanning igen og igen, og tallene faldt hurtigt. Til sidst sagde lægerne, at jeg ikke skulle have kemo mere.

Skarpe billeder

Nu her, for blot to dage siden, fik jeg svar på den nyeste scanning. Der var skarpe billeder og ingen aktiv cancer.

Lægerne siger ikke, at man er “cancerfri”, men jeg føler mig cancerfri. Det er dejligt. Det er ligesom at smide en spændetrøje. Sikke en befrielse at blive fri af den møgsygdom.